
09 maj Følelser – og hvordan du kan komme i kontakt med dem
Jeg brugte en stor del af mit liv på ikke at mærke mine følelser. Jeg lærte i en tidlig alder (ligesom så mange andre i 70’erne) at pakke mine følelser væk, at opføre mig pænt og at store børn ikke græder.
Jeg stoppede alle de ”dårlige” følelser ned i lommen. Jeg rationaliserede dem, og intellektualiserede dem så meget at jeg ikke længere kunne komme i kontakt med dem. Jeg var blevet følelseslammet og kunne ikke mærke egne behov!
Der kan være mange årsager til at man ikke kan mærke sine følelser. Traume fra barndommen, misbrug eller sygdom i familien, dårlig tilknytning til primæromsorgspersonen, forkert spejling osv.
Når du ikke registrerer dine følelser kan det være svært at komme i kontakt med dem.
Så helt konkret: Hvad kan du gøre?
- Kom ud i naturen, svøm
- Tag i Tivoli og prøv nogle forlystelser
- Hæng ud med forskellige typer mennesker
- Kom op at skændes med én, du er uenig med
- Se forskellige filmgenrer end dem du er vant til at se
Du kan prøve at FREMPROVOKERE modstridende emotioner, og så observerer din reaktion på dem.
SKRIV en følelsesdagbog HVER DAG: om hvordan forskellige situationer føles i din krop og hvilke tanker eller fornemmelser, der fylder mest. Prøv det i 10 dage og se hvad der sker.
Omfavn dine følelser, uanset hvilke følelse eller fornemmelse du sidder med. Vær med dine følelser uden at forsøge at ændre på dem. De bliver mere intense, når du fokuserer på dem – så husk vejrtrækning – stille og roligt, ind og ud af næsen.
INTENTIONEN om at føle, er det vigtigste element. Så vær ikke hård ved dig selv, hvis ikke det lykkes første gang.
Hvis du stadigvæk ikke kan MÆRKE hvordan du har det, kan du lede efter FORDELENE ved at du ikke kan mærke dine følelser.
Spørg dig selv:
- Hvilke dårlige ting vil ske, hvis jeg begynder at kunne føle mine følelser?
- Hvad prøver jeg at undgå?
- Hvad hører denne følelse til? Er det skam, vrede, ensomhed eller noget andet?
- Kan jeg slippe følelsen af at skulle være i kontrol?
Giv dig selv lov til at give udtryk for dine følelser, uanset hvad der dukker op. Bliv venner med dig selv. Held og lykke de næste 10 dage.
No Comments